Fatman Scoop and DJ Skripple introducing Danny P - All Night Long
(Hip Hop)
Skribentens vurdering:
Sidst Fatman Scoop hev fat i et fedt vokalpræget r’n’b track, var det Faith Evans’ Love Like This, der stod for en ommøblering og blev til et hit af dimensioner. Nu har han så fulgt op på den strategi og drejet lidt på knapperne i Lionel Richies All Night Long, der, i samarbejde med DJ Skribble og Danny P, ligeledes er blevet til et nummer, der kun kan forstærke enhver r’n’b og hip hop deejays pladetaske.
Jeg kan i hvert fald ikke få armene ned. Og det kan gæsterne heller ikke. Nok er Lionel Richies All Night Long umiddelbart ikke et nummer man forbinder med et tætpakket dansegulv på diskotekerne, men i denne produktion, er der lavet så meget om, at man kun kan tage fejl, hvis man påstår det modsatte.
Tracket starter da også med lidt shouts fra Fatman Scoop, mens man svagt kan ane Lionel Richies stemme synge ”Let the music play on” i baggrunden inden beatet starter. Herefter bliver nummeret kickstartet idet Daniel Pierre (Danny P) er med på vokal fra første slag, hvem der også har produceret nummeret. Hvis man på dette tidspunkt ikke kendte tracket, ville man tro, at det var et ”almindeligt” ukendt up-tempo r’n’b nummer med Fatman Scoop i et remix (som fx hans version af Sean Pauls Get Busy), men efter noget tid, bryder Lionel Richie ind med vokalen fra sit omkvæd, mens Fatman Scoop fortsat kommer med sine igangsættende råb. En kæmpe overraskelse for den uvidende, hvilket helt sikkert er med til at skabe en gribende stemning, og sætte yderligere tryk på gulvet. Herefter leverer Fatman Scoop selv et fedt energirigt vers, som almindelige modstandere af hip hop højst sandsynlig vil anse for at være en smule støjende. Efter endnu et omkvæd fra Lionel Richies kommer så det frække twist, at Lionel Richie fortsætter – dvs. synger et kuldegysgivende vers fra All Night Long ovenpå hip hop beatet, og hvis gulvet ikke allerede er fyldt før dette, så overgiver de glade Sky Radio lyttere sig nu og tonser derud af.
Efter endnu et bidrag fra Danny P på vokalen, bliver der endeligt flået i en 12” med Lionel Richies omkvæd. Det lyder kanon fedt, og de skills der ligger bag de hurtige hænder, er helt sikkert noget der kan gøre en almindelig vinyl jock misundelig. Derudover er det med til at give tracket det sidste løft, inden Fatman Scoop i vanlig stil giver folk de fortjente credits.
Alt i alt vil jeg beskrive dette nummer som værende en af de fedeste r'n'b/hip hop skiver, jeg ind til videre har haft fingrene i i dette efterår. Den indeholder det hele: genkendelse, nyskabelse og tonsvis af energi! Alligevel skal man dog ikke forvente, at den slår Be Faithful af pinden, da Lionel Richies sample, sammenlignet med Faith Evans’, ikke indeholder helt det samme pumpende groove, men hvilket track har det?