DJz.dk DanceChart.dk Udstyrsforhandlere Forum Marked Partner: MensCare.dk



80erne er stadigvæk fede!

På 8 danske radiostationer (+ NUUK FM på Grønland) har du, i en årrække, haft mulighed for at høre et specialprogram der spiller en lang række af dé 80er-hits som ikke ret mange andre radioer, DJs eller jukebokse spiller.

Skrevet af Lars Beck, DJz.dk den 27/03-2009 kl. 12:37


Snart kan du høre udsendelse nr. 100 på ni lokalradioer i Danmark og på Grønland (Foto: www.defede80ere.dk)

Vært på De Fede 80ere: Jakob Ekstrøm (Foto: www.defede80ere.dk)

Radioprogrammet hedder De Fede 80ere, og det produceres af Jakob Ekstrøm.

Kort efter nytår, sender Jakob program nr. 100 på de respektive radiostationer, og i dén anledning har én af DJz.dk’s alderspræsidenter, Lars ’LeBon’ Christoffersen, lavet et mail-interview med den (snart) jubilerende producer og studievært på De Fede 80ere:

Allerførst; Jakob: Lad mig starte med at tage forskud på glæderne: Tillykke med jubilæet!
"Tak skal du ha'!"

Hvem er du?
"Tja, hvem er jeg… jeg er født i 1972 og opvokset på Amager ved København. Jeg har en 7 år ældre søster, som igennem hele min opvækst hørte masser af musik og købte en del plader. Da jeg fik min første pladespiller stjal jeg dem så!! :-)
Jeg hørte også masser af radio, f.eks. Kim Schumacher og Cristian Flagstad, og begyndte at efterligne dem ved at optage små radioprogrammer på en lillebitte kassettebåndoptager. Jeg lavede f.eks. min egen hitliste og optog den trofast hver eneste uge. Heldigvis har jeg ingen af de bånd mere! Men da lokalradio så blev indført i Danmark i 84-85, og vi fik en lokalradio på Amager, var jeg jo allerede lidt i træning.
Jeg begyndte at lave radio i sommeren 1985 på Radio Amager som 13-årig, og fortsatte indtil 2001, hvor min jobsituation ændrede sig og gjorde det lidt svært at passe et ugentligt fast program. I 2004 begyndte jeg så at lave speak til radio- og tv-reklamer i et lille intermistisk studie derhjemme, og da jeg havde udstyret til det, fik jeg idéen til at lave et radioshow, og det blev så til De Fede 80'ere, som havde premiere i efteråret 2005."

Hvor kan man høre De Fede 80ere?  
"Det kan man i næsten alle kroge af landet. DF80 bliver sendt på lokalradioer i Nordsjælland, Sydsjælland, på det meste af Fyn, Sønderjylland, Midtjylland, Vestjylland, og altså også på Grønland!"

Hvad er forskellen på De Fede 80ere og alle de andre 80er shows der findes på div. radioer? Hvad er det, der gør dig kompetent til at kalde dit show for det eneste rigtige 80er show?
"Den væsentlige forskel er, at jeg ikke kun nøjes med at spille de store, kendte 80'er klassikere fra f.eks. Rick Astley, Level 42, Climie Fisher, Duran Duran osv. Der blev lavet så meget musik i 80'erne, som måske kun var "One-Hit-Wonders" eller ikke blev helt så store hits, at man husker dem alle sammen. Samtidig er det heller ikke alle hits fra 80'erne, som kan findes på CD-opsamlinger. Og da stort set ingen radioer i dag bruger vinyl-plader, så er der rigtigt mange numre fra 80'erne, som man bare aldrig hører mere.
Men der er jo intet i vejen med de hits, og mange af dem kan man godt huske igen, når man hører dem, så derfor er mit koncept at spille så mange forskellige 80'er-numre som overhovedet muligt, i stedet for blot de samme, mere eller mindre opslidte hits, som alle andre spiller igen og igen. I DF80 kan man høre dem alle sammen. Og derfor kalder jeg DF80 for 'det eneste rigtige 80'er-show'."

Der er ingen tvivl om, at 100 x udsendelses-jubilæet er en unik præstation, for et specialprogram, i nutidens radio-verden. Havde du regnet med at runde 100 udsendelser med De Fede 80ere, dengang du startede?
"Hmm... - det ved jeg faktisk ikke rigtigt. Jeg havde ikke noget mål som sådan, men så længe der er hits nok at tage af, så er der jo basis for mange udsendelser!"

Hvem blev du inspireret af, til at gå i gang med dette projekt?
"Inspirationen er vel egentlig kommet som en udløber af min egen radiokarriere, for jeg har altid spillet masser af 80'er-musik op igennem 90'erne. Jeg var i perioden 96-98 program- og musikchef på en lokalradio i Glostrup, hvor vi også spillede masser af sjældne 80'er-hits, og allerede dengang lavede jeg sammen med en kollega et koncept til et program, som lignede DF80 meget. Det blev dog aldrig til noget, men man kan sige, at idéen har været på tegnebrættet et godt stykke tid.
Omvendt kan man også sige, at jeg blev "inspireret" af de allerede etablere 80'er shows på andre stationer, som jeg simpelthen ikke synes var særligt spændende.
Det måtte kunne gøres bedre, så... - det gjorde jeg!:-)"

Konceptet er blevet udvidet væsentligt i år – fortæl lidt om det?
"Ja, DF80 er blevet udvidet lidt i år til også at inkludere et mix-show med den hollandske mix-legende Ben Liebrand."

Hvorfor blev det lige Ben Liebrand? Hvorfor ikke en dansk DJ/producer??
"Jeg lavede jo et DF80-special-program i foråret kun med 12" versioner, og lavede i dén forbindelse interviews med både Ben Liebrand og PWL-mixeren Phil Harding, og Liebrand tilbød selv at hans mix-show "In The Mix" kunne implementeres i mit show.
"In The Mix" er en time med dance-hits fra 70'erne, 80'erne og 90'erne (og sågar lidt fra det nye årtusinde engang imellem!), som Liebrand mixer sammen på kryds og tværs, på en meget kreativ måde.
Selvom det ikke kun er 80'er musik, passer konceptet ind i DF80'eres på den måde, at der også er mulighed for ret så sjældne genhør i hans mix, og det kan jeg rigtigt godt li'. Og så er han jo lidt af en institution i branchen, så det er lidt af et privilegium at have ham tilknyttet mit show."

Hvad er planerne for fremtidens De Fede 80ere? - Hvor lang tid kan du blive ved med at finde Fede 80er-hits??
"Selvom jeg har RIGTIGT meget musik fra 80'erne på hylderne, så er der stadig meget jeg ikke har, så jeg er konstant på udkig efter ting jeg mangler. Men pga. det allerede meget omfattende arkiv, kan jeg stadig finde numre frem, som jeg efter 2 år endnu ikke har spillet. Så længe jeg kan dét, så fortsætter DF80 ufortrødent."

Jeg véd, at du prøver at finde ”nye” 80er hits til hver udsendelse. Er der, trods det, nogen sange du har været nødt til at spille flere gange?
"Det er klart, at jeg ikke kan finde helt nye numre til et helt show hver eneste uge, så jeg har da spillet mange numre flere gange, men så vidt jeg ved, har jeg kun gentaget et nummer 3 gange indtil videre på 2 år.
I andre 80'er-shows hører du de samme numre flere gange på en måned! Men da jeg har en meget større database at arbejde med end andre har, burde der være materiale nok til adskillige år endnu! Ellers vil der stadig dukke sporadiske nyskabelser op hen ad vejen, og jeg har også planer om flere interviews med gamle 80'er kunstnere."

Hvorfor tror du, at 80er-musikken stadigvæk kan holde folk på dansegulvet og lyttere i radioen?
"Jeg tror der er flere årsager. Det er naturligt, at folk i 30-40 års alderen søger tilbage til musikken, de voksede op med. Og personligt har jeg det i hvert fald sådan, at nutidens musik er præget af alt for meget R&B, rap og rock, så meget af det nye musik gider jeg slet ikke at høre.
Men det har selvfølgelig også noget at gøre med, at det meste musik i 80'erne var meget fornøjeligt og folkeligt, og stadig holder for de flestes vedkommende. 90'er musik var en lidt rodet affære, specielt i starten af årtiet, men blev noget bedre mod slutningen. 70'er musik var en del mere eksperimenterende og knap så håndgribeligt. 60'er musik lever jo stadig på discoteker som "Woodstock" i København, og spilles også i radioen."

Kan lytterne blande sig i musikudvælgelsen i De Fede 80ere – f.eks. via sms/mailønsker?
"Ja, det kan de i hvert fald. Jeg plejer gerne at sige, at det godt nok er mit program, men at jeg ikke laver det for min egen skyld - jeg laver det for lytterne. Så jeg opfordrer lytterne, hver eneste uge, til at ønske noget 80'er musik, som de måske svagt husker, men ikke har hørt siden dengang. Man kan selvfølgelig også bare ønske sin favoritsang eller favoritgruppe/kunstner.
Man kan ønske via mail jacob@defede80ere.dk eller via hjemmesiden http://www.defede80ere.dk/ 
SMS-ønsker har jeg desværre ikke teknisk mulighed for p.t."

Har du en hitliste med f.eks. 10 af dine yndlings-80er-hits? – Eller yndlings-80er-kunstnere??
"Man skulle måske tro at jeg havde en personlig hitliste, men det har jeg faktisk ikke. Jeg har da et par favoritnumre, f.eks. "Visage - Fade To Grey" som var - og er - et fantastisk nummer, men der er så mange fede 80'ere, at det er svært at vælge 10 ud. Det ville være nemmere for mig at lave en 80'er hadeliste!
Yndlingsgrupper/kunstnere… hmmmm; Living In A Box holder jeg stadig meget af, en alt for overset gruppe efter min mening, selvom de kun lavede to albums. Five Star lavede også mange fede hits, men man hører ikke så mange af dem. Men en enkelt 80'er gruppe er jeg dog decideret fan af, nemlig Pet Shop Boys. Dem har jeg været fan af lige siden "West End Girls" blev genudgivet i 1985, og jeg har alle deres albums. Tears For Fears er jeg også meget begejstret for, men primært deres 80'er periode. Ellers er der grupper eller kunstnere, som både har lavet rigtigt gode numre og rigtigt dårlige numre."


- Og så kunne opfordringen jo passende gå videre til brugerne her på DJz.dk til at komme med bud på en 80er top-10 – og hvem véd; måske vil Jakob Ekstrøm tage et nummer eller to med i studiet til den næste udsendelse...

Du kan læse mere om Jakob Ekstrøm, De Fede 80ere og om 80er musik generelt, på hans MySpace-site

www.myspace.com/defede80ere 

- eller på 80'er siden "Ultimative 80'ere", der også har lavet et interview med Jakob Ekstrøm

www.ultimative-80ere.dk/v2/content/shared/artikel.php?Id=368 

 

  Tilbage til Interviews
  Del denne side med vennerne på facebook

Kommentar #1:

Skrevet af Leif den 17/12-2007 kl. 09.22

Tror da nok, at der er lavet Top 10 over 80'ere i forum. Men nu smider jeg en her...:

1. Hot Cold - Love Is Like A Game
2. Winder - Run For Love
3. Yazoo - Don't Go
4. New Order - Blue Monday
5. Pet Shop Boys - It's A Sin
6. Carl Carlton - Baby I Need Your.....
7. Spagna - Call Me
8. Opus - Live Is Live
9. Visage - Fade To Grey
10. Michael Jackson - Billie Jean


Det var så lige et bud fra mig og de nævnte sange er stadig hit på gulvet hos os på Byens No. 1 i Holstebro, Diskotek 60'eren.
www.60eren-holstebro.dk

Glædelig jul til Alle.

Kommentar #2:

Skrevet af Stefan den 17/12-2007 kl. 23.01

1. soulsisters - the way to your heart
2. king - love & pride
3. human league - dont you want me
4. carl carlton - bad mama jama
5. phil collins & phil bailey - easy lover
6. aha - living daylights
7. cook robin - the promise you made
8. narada michael walden - gimme gimme gimme
9. womack & womack - teardrops
10. ub40 - kingston town





Jeg har min stil og du har din..

www.spinnmusic.com

Kommentar #3:

Skrevet af Casper den 18/12-2007 kl. 00.30

Phil Collins - Easy Lover
bonnie tyler - holding out for a hero
taylor dayne - tell it to my heart
robin beck - first time
gloria estefan - dr beat
kim wilde - keep me hanging on
rick james - superfreak
dead or alive - spin me right round

Konge tracks!





Jack Dizzle

DJ || Producer

Kommentar #4:

Skrevet af Mike. den 18/12-2007 kl. 13.17

OMG!!! kunne lave en kilometer lang liste!!!





djmj

4 kommentar fundet. Viser resultater fra 1 til 4
Gå til side: 1

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar

Har du ikke en profil kan du oprette dig herfra.

PARTNERE

LINK TIL OS

REGLER OG BETINGELSER

F.A.Q.

CREW

EKSTRANET

KONTAKT

ANNONCÉR