NOVA - nyt højttalermærke i Danmark
NOVA er et nyt højttalermærke med få år på bagen. Det forhandles af blandt andet Thomann, men nu er der også er kommet en dansk importør, der matcher priserne, og derfor var det oplagt at aflægge et besøg hos den danske importør i Herning.
Skrevet af Hans Olav Sandal
den 09/02-2011 kl. 12:31

 |
|
NOVA er nyt i Danmark, og serien i.NOVA består af to bunde og to toppe, der kan kombineres efter behov.
|
|
Se også: |
|
Billedgalleri
|
|
NOVA er et helt ny højttalermærke på det danske marked, og derfor havde jeg heller ikke de store forventninger inden jeg tog turen til Pro Sound & Light i Herning, den danske impotør af Nova. Producenten af NOVA er i øvrigt dog tyske CRAAFT AUDIO, der har nogle flere år på bagen, så måske bliver jeg positivt overrasket.
I de dyrere serier af NOVA er der benyttet 18-Sound og Faital enheder, og jeg går ikke ud fra, at det er for sjov, at deres line-array systemer er blevet brugt af Plácido Domingo og Andrea Bocelli. Men i dag er altså deres to billigere serier, jeg skulle lytte på, når jeg kom. Den passive Nova Visio serie og den aktive i.Nova serie. Begge serier var tilkoblet Pioneer pult (DJM-800 + CDJ2000). Den danske importør er Pro Sound & Light (PSAL), der har base i Herning, hvor de netop har færdiggjort et showroom med produkter fra blandt andet Pioneer, Robe, Guil og Nova, der alle forhandles af PSAL.
i.NOVA
i.NOVA serien består af to bunde og to toppe, der kan kombineres efter behov. Bundene er enten en dobbelt 8” bund(IN-88) eller en 15” bund(IN-15). Begge bunde har en todelt forstærker indbygget (1000w. + 440w.), som altså trækker både bunden og toppen via et speakon udtag. Derved skal der kun trækkes ét kabel fra bund til top. Bunden har et lækkert forstærkermodul med powercon strømforsyning og både analoge og digitale (AES/EBU) inputs, og derudover en indbygget DSP (processor) der kan tilsluttes computer via netkabel (RS-485). Der kræves dog en adapter fra USB til RS-485, som købes separat, men derefter er man klar til at regulere DSP'en via den medfølgende software.
Toppene findes også i to modeller, IN-4 og IN-8. IN-4 er med 4x3” neodymenheder og vejer 3,5! kg./stk. Og yder 220 w. i 8 ohm, mens IN-8 er dobbelt så høj, med det dobbelte antal enheder, dobbelt vægt (7! kg.) og dobbelt effekt på 440 w. i 4 ohm. Der sidder speakon link i IN-4, da forstærkeren i bunden kan trække 2 x IN-4 i 4 ohm. Så det kommer i høj grad an på, hvor meget man vil slæbe og hvilken spredning man behøver, og altså om man behøver 2 x IN-4 pr. side i stedet for 1 x IN-8 pr. side. Vi hørte desværre kun IN-4 kombineret med IN-15, og det lød rigtig godt, og det vel og mærke uden nævneværdig indstilling af DSP'en.
Anlæg til suppe-steg-is og firmafester
Det er populært blandt musikere udtaler PSAL, og det forstås på grund af den meget hifi-betonede lyd, der er præcis og detaljeret i hele lydspektret. IN-4 kunne dog ikke helt følge med IN-15, så vi ville gerne have hørt IN-8 med bundene i stedet, hvilket jeg tror ville have givet den sidste helhed i lydbilledet og et fantastisk kompakt setup for musikere og forsamlingshus-djs. Anlægget med to toppe og to bunde kan sagtens være i en stationcar, og jeg skyder på, at det med et hæderligt lydtryk vil kunne spille for op til 200 gæster. Anlægget egner sig ikke til ungdomsfester, men efter at have sværget til HK Impact, Max eller Alpha som det mest kompakte anlæg til fødselsdage og firmafester, er i.NOVA et bud, der er næsten lige så kompakt og spiller endnu højere og med endnu flere indstillingsmuligheder. Når det er sagt, savner jeg muligheden for, at én bund kan trække begge toppe, som HK anlæggene kan. Til de små jobs med under 80 pers. behøves kun en bund, og det er ærgerligt man ikke har den mulighed for 2 outputs i hver bund. Desuden er anlægget i konkurrence med rigtig mange andre mere anerkendte mærker, der også findes billigere end i.NOVA. Prioriterer man kompakthed højt, er i.Nova helt sikkert en lytter værd. Er kompaktheden af mindre betydning, findes der mange andre mærker og anlæg, der kan spille højere og klare endnu større forsamlinger til de samme penge.
Kompakthed og indstillingsmuligheder koster
Et sæt med 2xIN-8 og 2xIN-15 koster i omegnen af 30.000. Dertil skal tilføjes transporttasker og USB-adapter/software. Det er på papiret en del penge for et sæt, der ikke klarer mere end maksimum 200 personer og er i konkurrence med så mange andre etablerede mærker som HK, JBL , DB-technologies og RCF. Der er ingen tvivl om, at man betaler for vægten og størrelsen og dermed den uhyre kompakthed (fra især toppene), som jeg kun har set magen til fra HK og til dels JBL's Eon serie. Jeg vil klart anbefale, at man tager en lytter på dette system, hvis man vægter kompakthed og størrelse højt.
NOVA Visio Club System
Den passive serie hedder så Nova Visio, og her er der bestemt meget højttaler for pengene. Serien består af toppe med alt fra 5” op til 2x12” og bunde med 2x15”, 1x18” og 2x18”. Vi fik kun 12”/1”(VS-12) toppen at høre sammen med 2x15”(VS-215) og 2x18”(VS-218) bunde. Ifølge PSAL lyder VS-12 klart pænere uden EQ end dens storebror VS-15, men desværre kan VS-12 ikke helt følge med de noget kraftigere bunde. PSAL har også VS-15, men desværre var deres sidste sæt netop solgt. Begge kombinationer af VS-12 med hhv. VS-215 og VS-218 blev trukket af Novas egen forstærkerserie, og i dette tilfælde en DXP-2300 (2x1.200 w./4ohm) på toppen og DXP-3600 (2x2.300 w./4 ohm) på bunden, med en Nova DC-4000 som processor/delefilter.
Forstærkerne synes ikke at levere den effekt, som de er opgivet til. De nåede hurtigt de gule dioder, og vi følte klart, at især VS-218 kunne klare mere effekt, og samtidig manglede vi noget mellemtone fra toppen, hvor VS-15 havde været en bedre makker. Forstærkerne er som mange andre af de billigere digitalforstærkere – de bruger rigtig meget strøm og holder sjældent deres specs. Men de gjorde det hæderligt og er et fint match til Visiokasserne på mange måder. Vil du virkelig kunne udfordre VS-218 kasserne, skal du have kraftigere forstærkere, men ja, prisen stiger :) Jeg havde nok fundet brugte Crown eller LAB forstærkere i stedet.
Intet nyt over passiv serie
Der er ikke tale om nogen nyskabende højttalerserie på nogen måde, og der findes et hav af konkurrenter, der gør jeg sig bedre til en rider og er mere anerkendte. Men dertil kommer også en højere pris. Denne serie er helt sikkert et alternativ til de mindre tablerede diskoteker, der vil ofre lidt flere penge og have nogle højttalere, der klart overgår discount-stadiet, og som kan begå sig til gymnasiefester, medium størrelse clubber og lignende, og som umiddelbart virker til at kunne holde til et liv på landevejen i det lange løb. Denne serie er et seriøst alternativ til de billigere serier fra både DB Technologies, HK Premium, JBL JRX, Reef, B-52, The Box, Behringer osv. Når det så er sagt, ligger jeg inde med de prismæssigt matchende CAD 118 bunde med B&C enheder, og der kan bundene fra Visio ikke følge med effektmæssigt. Nova slår dem dog i finish.
Man må heller ikke tro, at Visio slår træserier fra RCF, JBL SRX og lignende. Træerne vokser ikke ind i himlen, men Nova Visio er helt sikkert en lytter værd for de semiprofessionelle mobildiskoteker/clubber, der ikke har pengene til at gå all the way, men savner et prisbilligere alternativ.
Prisen for VS-215 er ca. 5500,- VS-218 ca. 9000,- og VS-12 koster ca. 3200,-
Størrelse og finish overrasker
Jeg var overrasket over størrelsen på VS-215. Imponerende at der er plads til 2 x 15” i den meget kompakte dobbelt 15” kasse, der heller ikke vejer mere end 45 kg. Toppen er også dejlig kompakt, og derudover er alle toppe med flyvebeslag og godkendt til flyvning. Lækker detalje i så billige kasser. Finishen er godkendt med 15mm. finér dækket med det et godt lag plasticmaling, der beskytter kassen optimalt. Desværre kan man ikke få tasker til denne serie, hvilket jo kunne hjælpe endnu mere til beskyttelsen under transport.
Udover et hæderligt lydniveau var det flot, at kasserne ikke formåede at rykke sig en centimeter trods det, at der blev spillet til peak ved lydprøven. De var solidt plantet i gulvet og koncentrerede sig om at levere et kontant lydtryk uden at stå og svinge med.
Jeg vil klart anbefale alle med tanker om et nyt højttalersystem i begynder/mellemklassen at tage et smut forbi Pro Sound & Light og deres showroom i Herning.
Dommen
i.Nova = 4 ud af 5 Nova Visio = 3½ ud af 5
Du kan læse meget mere om Nova serierne og priser på http://www.novacoustic.com/ og http://www.prosoundandlight.dk/
|